Klubpræsident Inger Pucill fra morgenklubben Greater Copenhagen, Distrikt 1470, stod en dags tid før et bestyrelsesmøde i februar og skulle træffe en beslutning:

- At aflyse mødet, fordi hun havde fået et hold i ryggen og knap kunne komme uden for en dør,

- at sætte en anden til at lede mødet eller

- at tænke i helt nye baner.

 
Inger valgte at tænke i nye baner. Hun kontaktede Rotary E-Club One of Denmark og bad om lov til at låne et virtuelt mødelokale på e-klubbens kommunikationssystem, Adobe Connect.
 
”Det gik fint. Lidt teknisk knas, men al begyndelse er jo som bekendt svær”, skrev klubpræsidenten dagen derpå i en mail til e-klubbens cico, Henrik Stirø-Larsen, og tilføjede:  ”Tak for lån af mødelokalet og for assistance undervejs. Det kan godt være, at vi finder på at tage et e-møde en anden gang ….”.
 
Klubpræsidenten i Greater Copenhagen havde dagen forinden øvet sig lidt med Adobe Connect til en generalprøve som enedeltager:
 
 ”Jeg har lige logget mig ind i møderum 08 som ’host’ jf. den tilsendte pdf, og det ser ud til at fungere fint, så det gør jeg bare i morgen tidlig også,” skrev hun fuld af selvtillid om den nyvundne erfaring og tilføjede til e-klubbens cico:  ”…så du behøver ikke stå tidligt op i morgen og logge ind som host.”
 
Greater Copenhagen Rotary Club mødes onsdage i ulige uger kl. 07.00-08.30 på Hotel Lautruppark i Ballerup. Klubben blev chartret i maj 2013 under navnet Egedal Morning Rotary Klub. I november 2016 ændrede klubben navn til Greater Copenhagen Rotary Club.