(opdateret 20. juni 2018)
 
Igen i år har Rotary E-Club One of Denmark et billetsamarbejde med Opera Hedeland (nær Hedehusene), denne gang til Gaetano Donizettis ’Lucia di Lammermoor’, som spiller lørdag den 4., fredag den 10. og lørdag den 11. august.
 
10 procent af prisen på billetter, der købes over det særlige rotarylink www.ticketmaster.dk/oh/rotary, går til Rotarys store polioprojekt, End Polio Now.
 
Amfiteatret har plads til ca. 3000 tilskuere.
 
Forestillingerne begynder kl. 20:00. Området omkring amfiteatret i Hedeland Naturpark åbnes for publikum allerede kl. 17:00, der gør det muligt at nyde en picnic i bakkerne eller ved bordene inden forestillingen. 
 
Et besøg i Opera Hedeland til en af de tre forestillinger i august er et oplagt mål for en picnic i det grønne med din Rotaryklub eller som familieudflugt.   
 
(Picnickurv kan også købes på nettet. Når man via rotarylinket har valgt sine billetter og trykker på knappen ’Køb billetter’, ryger man direkte videre til muligheden for at tilvælge et vist antal picnickurve fra Meyers Køkken).
 
 
 
På scenen får publikum fornøjelsen af store sangere som Lina Johnson, Audun Iversen og Adam Frandsen. Titelpartiet som Lucia synges af sopranen Lina Johnson, som også var med i Opera Hedelands forestilling ’Søvngængersken’ i 2016. Operaen er instrueret af Rodula Gaitanou, som bl.a. ledsages af scenograf Simon Corder.
                                                                                       
Naturparkens bakkede hedelandskab ligger som en naturlig del af forestillingens scenografi og byder derfor på en særlig visuel oplevelse, mens mørket langsomt sænker sig.
 
 
Opera Hedeland er Danmarks største permanente udendørsscene - på 800 kvadratmeter - og danner hvert år i august ramme om en stor operaopsætning. Udendørsscenen åbnede i 2002.
 
Opera Hedeland er som egnsteater en selvejende institution, der får tilskud af Høje-Taastrup, Greve, Roskilde Kommuner samt Slots- og Kulturstyrelsen under staten.
 
Siden 2009 har operaen inviteret 100 danske veteraner fra veteranforeningerne gratis med til en forestilling. Operaen inviterer også elever fra musikskolerne i Høje-Taastrup, Greve og Roskilde Kommuner. På denne måde ’får eleverne lejlighed til at se hele det musikalske spektrum med fuldt orkester og alting og med besøg i orkestergraven’, fortæller operachef Claus Lynge.
 
 
Operachef Claus Lynge blev i 2017 belønnet af Rotary med en PHF-udmærkelse for sin indsats som en af ’de 100’ modtagere uden for Rotary over det ganske land. Siden er han selv blevet medlem af Rotary.
 
 
Operaen ’Lucia di Lammermoor’ er bygget over Ivanhoe-forfatteren Walter Scotts roman af samme navn om de urolige år før unionstiden mellem England og Skotland i slutningen af 1600-årene.
 
Den handler om en lord Henry, der falder i unåde ved det skotske hof og ser et giftermål mellem søsteren Lucia og lord Arthur Bucklaw som sin redning. Lucia har imidlertid forelsket sig i lord Henrys dødsfjende, sir Edgar Ravenswood. Der bydes på en overflod af desperat forelskelse, utroskab, mord og opgør mellem rivaliserende klaner.
 
Tragedien følges af Donizettis smukke, hjerteskærende musik og byder på vidunderlige arier.
 
 
Sådan bestiller du billetter over det særlige rotarylink. Klik her: www.ticketmaster.dk/oh/rotary
 
Opera Hedeland har naturligvis også taget højde for hjælp til gangbesværede og gæster i kørestol.
 
Sådan kommer du til Hedeland i bil, taxi eller med særbus.
 
Kører du selv, kan du finde amfiteatret på Tranemosevej 8, 2640 Hedehusene. Der er gratis parkering ved amfiteatret. En anden mulighed er særbus fra Høje-Taastrup Station eller DGI-Byen i København. En tredje mulighed kan være en taxi fra Roskilde Station med en transporttid på ca. 15 minutter.
 
 
Kommer du i bil
 
Følg blot anvisningerne fra de frivillige og Beredskabskorpset, der har ansvaret for afvikling af den kørende trafik til og fra Opera Hedeland på Tranemosevej. Parkering (gratis) er tæt på, og der er højst 50 meters gang til stolerækkerne. Erfaringsmæssigt tager det omkring 45 minutter af få tømt p-pladserne.
 
 
Pendulbus fra Høje-Taastrup Station
 
Alle med billet til forestillingen kan køre gratis med pendulbusserne, der holder på Høje-Taastrup Stations vestlige side (Banestrøget v. taxaerne). Afgang kl. 18 og 19. Turen tager cirka 20 minutter. Efter forestillingen kører busserne retur til Høje-Taastrup Station kl. 22.50. Reservation ikke nødvendig.
 
 
Operabus fra DGI-Byen i København
 
Få en helt særlig oplevelse på turen til operaaftenen i Hedeland med særbus fra DGI-Byen (ved Hovedbanegården) i København. I bussen vil operaformidlere fra Det kgl. Teater fortælle lidt om operaen og krydre fortællingen med musikeksempler.
 
Operabussen afgår kl. 18.30 fra DGI-Byen i Ingerslevgade. Kig efter en grøn bus fra selskabet Kruse. Bussen kører retur fra Opera Hedeland kl. 22.50. Pris: 100 kr. t/r. Der afregnes direkte til chaufføren. Book plads i operabussen ved at skrive til roskilde@kruse-as.dk
 
Sådan bestiller du billetter over det særlige rotarylink. Klik her: www.ticketmaster.dk/oh/rotary
 
Kontakt til Rotary E-Club One of Denmark:  info@rotaryeclubonedenmark.com
 
Kontakt til Opera Hedeland:  info@operahedeland.dk