Posted on Oct 23, 2017
Rotary E-Club One of Denmark markerede World Polio Day, verdenspoliodagen, den 24. oktober med en personlig beretning fra et af klubbens medlemmer, der voksede op med en polioramt far, som mange år senere blev alvorligt syg af følgevirkninger.
 
Ifølge PolioForeningen lever 10.000 danskere med polio, hvoraf omkring 5.000 poliopatienter lider af det, der har fået betegnelsen post-polio-syndromet.
 
Verdenspoliodagen blev etableret af Rotary International for over en halv snes år siden, ligesom det var fra denne organisation, den verdensomspændende kampagne imod den frygtede sygdom, også kaldet børnelammelse, udsprang i midten af 1980’erne.
 
 I Danmark var der fra juli 1952 til april 1953 en polioepidemi, hvor ca. 7.000 personer – de fleste var børn – blev angrebet af sygdommen. Godt 3.000 personer fik lammelser, og ca. 350 døde inden for kort tid[. I 1955-1956 blev der gennemført en omfattende poliovaccination af den danske befolkning. Danmark var det første land i verden, der kunne tilbyde skolebørn i de fem første skoleklasser gratis poliovaccination. Takket være vaccinationsprogrammet blev en polioepidemi i Danmark i 1961 væsentlig mindre end forventet. Senere udvikledes en forbedret vaccine, der kunne indtages gennem munden på et stykke sukker. Inden man begyndte at vaccinere mod polio i Danmark, var der epidemier ca. hvert andet år. Det sidste tilfælde af polio i Danmark blev registreret i 1976. Danmark og resten af Europa blev af WHO i 2002 erklæret poliofrit tillige med Nord- og Sydamerika samt den vestlige Stillehavsregion. (Kilde: Wikipedia).
 
 
 
 
 
Rotarymedlem Preben Wichmanns far blev ramt af den frygtede sygdom polio som 3-årig. Som 75-årig fulgte det, der er blevet kendt som post-polio-syndromet, og det fortalte Preben om på et klubmøde i Rotary E-Club One of Denmark som optakt til verdenspoliodagen.
 
 
Preben Wichmanns beretning:
 
I forbindelse med WORLD POLIO DAY den 24. oktober vil jeg i mine 3 minutters indlæg på vores klubmøde i Rotary E-Club One of Denmark gøre opmærksom på de forholdsvis ukendte senfølger ved poliosygdommen PPS – post-polio-syndromet.
 
Polio, også kaldet børnelammelse, skyldes den meget smitsomme poliovirus, som i Danmark særligt hærgede i 1950’erne og 60’erne, og hvor 60% af de smittede fik lammelser i arme, ben og krop.
 
Til bekæmpelse af denne virus blev der udviklet poliovaccinerne OPV og IPV, som enten gives via munden (poliosukker) eller som injektion.
 
På verdensplan samarbejder Rotary, WHO og Unicef omkring et vaccinationsprogram, og sygdommen er meget tæt på at være udryddet.
 
PPS – post-polio-syndrom er en gruppe af symptomer, der støder til mange år efter, at man er kommet sig over den akutte polio sygdom.
 
PPS – post-polio-sygdommen er primært kendetegnet ved, at der kommer nye muskelsvækkelser.
 
Min far blev født i Kiel i 1919 - sund og stærk med en flot fødselsvægt.  Som 3-årig blev han smittet med polio, der medførte lammelser i hans muskulatur i venstre side. Han måtte bruge benskinner igennem hele livet, blev uddannet optiker hos Ruhnke Optik i Kiel, flyttede til Danmark og levede et liv, der langt hen ad vejen var på linje med det, som andre havde.
 
Men i en alder af 75 år mistede min far af ukendte årsager bevidstheden i hjemmet og blev en aften i 1995 indlagt på Skt. Elisabeth Hospital på Amager.
 
Diagnosen kunne ikke fastslås, men symptomerne var klare: ”Manglende iltning af blodet”.
 
Tilstanden forværredes i de næste timer, og han blev, på grund af den kritiske tilstand, gjort klar til en overflytning til en ledig respirator på Glostrup Sygehus.
 
Installeret i respirator på Glostrup Sygehus blev hans tilstand efter 3 dage forbedret, og han blev derfor trappet ud af respiratoren og flyttet til medicinsk afsnit for observation.
 
Efter nogle dages observation på medicinsk afdeling på Glostrup Sygehus blev han flyttet tilbage til Skt. Elisabeth Hospital for videre observation på medicinsk afsnit.
 
Men efter få dage på medicinsk afsnit blev hans tilstand igen kritisk, og han mistede bevidstheden. Han overflyttedes derfor til en nu ledig respirator på Herlev Sygehus. Diagnosen kunne stadig ikke fastslås, men målinger viste igen ”manglende iltning af blodet”.
 
Installeret i respirator på Herlev Sygehus blev hans tilstand igen forbedret, og efter 3 dages respirationshjælp kunne han trappes ud af respiratoren og flyttes til medicinsk afsnit for observation.
 
Efter få dage på medicinsk afsnit blev hans tilstand igen så kritisk, at han mistede bevidstheden. Han overflyttedes derfor retur til en ledig respirator på respirationsafsnittet.
 
Diagnosen kunne stadig ikke fastslås, men målingerne viste igen - igen - igen ”manglende iltning af blodet”.
Min far var nu ved sit tredje respirationsbesøg uden nogen konkret diagnose eller behandlingsmuligheder. Undertegnede bad derfor om en samtale med respirationsafsnittets ledelse.
 
På mødet blev der spurgt ind til min fars sundhedsmæssige tilstand op til indlæggelsen på Skt. Elisabeth Hospital. Afdelingsledelsen blev orienteret om, at han indtil første indlæggelsesdag havde haft en god sundhedstilstand på linje med andre jævnaldrende - og var ikke en terminal patient.
 
Afdelingsledelsen på respirationsafdelingen på Herlev Sygehus kunne ikke stille nogen klar diagnose og foreslog derfor, hvis ellers min faders generelle tilstand var god, at få ham overflyttet til en special respirationsafdeling på Rigshospitalet.
 
Kaution blev bevilget, og min fader blev overflyttet til Rigshospitalets Respirationscenter Øst, hvor han fik den behandling, som han burde have fået fra dag 1. På afdelingen på Rigshospitalet blev han omgivet af kyndige mennesker med kompetencer inden for post-polio – og her fik han livet tilbage.
”Respirationscenter Øst tager sig af børn og voksne,​ der lider af sjældne og kroniske vejrtrækningshandicap. Problemer med vejrtrækningen kan f.eks.​ skyldes muskelsvind, postpolio, ALS, skader på rygmarven eller kompleks søvnapnø”.
 
For min far sluttede en unødvendig lang rejse igennem hospitalssystemet på Respirationscenter Øst, hvor han modtog den helt korrekte behandling for sin post-polio, og han fik efterfølgende mange gode år med høj livskvalitet.
 
Vedrørende hvor stor en lidelse, der er tale om, angiver videnskabelige undersøgelser en varierende risiko på mellem 22-87% for post-polio hos poliopatienter.
 
Det generelle informationsniveau i det danske sygehusvæsen omkring post-polio er højst sandsynligt blevet forbedret siden 1995, men kan altid blive bedre både inden for hospitalssektoren og hos landets praktiserende læger.
 
Og hvordan med viden- og information omkring post-polio i resten af verden og hvordan med hjælpeorganisationer som Rotary International, WHO og Unicef, som netop har bekæmpelsen af polio som et af deres kerneområder?
 
Preben Wichmann
 
 
For yderligere information omkring polio og post-polio:
 
 
PolioForeningen: https://www.polio.dk/
 
 
Specialhospitalet, behandler polio- og ulykkespatienter: https://www.specialhospitalet.dk/
 
Info til praktiserende læge og fysioterapeut: https://www.polio.dk/media/2932/til-laege-og-fysioterapeut.pdf
 
 
Michelle Provan: My dad´s battle with polio: https://blog.rotary.org/2017/10/10/my-dads-battle-with-polio/